Er du i tvivl om, hvordan man spiller padel? Så er det vigtigt, at du læser op på padelreglerne – og de er heldigvis ikke så svære at lære. De minder på mange måder om reglerne i tennis, men der er væsentlige forskelle, som gør, at spillet alligevel er markant anderledes. Eksempelvis må du bruge glasvæggene omkring banen som bander. I denne artikel kan du læse mere om padelreglerne.

Hvordan spilles padel?

Traditionelt bliver padel altid spillet som double, hvor to spillere dyster mod to spillere. Det betyder, at det som udgangspunkt kræver fire spillere at spille padel. Dog bliver det også mere og mere almindeligt, at padel bliver spillet som single, og flere padelcentre har da også singlebaner, hvor der kun er plads til to spillere.

Spillerne skal hver især være udstyret med et padel bat, som bliver brugt til at skyde bolden over nettet. Det er tilladt at bruge glasvæggene som bander, og disse indgår derfor aktivt i spillet. Bolden skal ramme jorden, før den rammer en side eller en bagvæg. Skyder modstanderen direkte ind på bagvæggen, har vedkommende tabt duellen.

Det er tilladt at anvende sin egen bagvæg eller siderne omkring banen som bander. Du kan derfor skyde bolden over på modstanderens side ved at skyde den ind i din egen væg først, så længe den ikke rammer metalgitteret. Rammer bolden metalgitteret, taber holdet duellen, og det er derfor modstanderens tur til at serve.

Spilleregler

Reglerne i padel er forholdsvist simple, men det er en stor fordel, hvis du i forvejen har erfaring med lignende ketschersportsgrene. Særligt er det en fordel, hvis du har kendskab til tennisreglerne, selvom der er væsentlige variationer, der gør padel til et markant anderledes spil. Herunder får du et overblik over padelreglerne i punktform.

Serv og serveregler

 Man starter altid med at serve fra højre side

  • Bolden skal serves fra højre til venstre eller omvendt
  • Når duellen er afsluttet, skifter man serve-side
  • Man skal stå bag servelinjen, når man server – og bolden må ikke krydse denne
  • Bolden skal slås ned i jorden, før der må serves
  • Serven skal ramme modstanderens felt
  • Man server med underhånd og under taljehøjde
  • Hvis første serv mislykkes, har man ét til forsøg
  • Første serv annulleres, hvis bolden rammer netkanten

Point og sæt

  • Pointsystemet i padel er identisk med tennis – 15, 30, 40 og vundet parti
  • Når et hold har vundet 6 partier, er sættet vundet
    • Der skal altid vindes med +2 sæt – eksempelvis 6-4 eller 7-5
    • Er stillingen 6-6, skal partiet afgøres i et tie-break
  • Hvis stillingen er 40-40, afgøres sættet af deuce-reglen eller golden point-reglen:
  • Deuce-reglen
    • Når stillingen er 40-40, kaldes det for ‘deuce’
    • Vinderen af første duel opnår ‘fordel’
    • Vinder holdet med ‘fordel’ den følgende duel, er partiet vundet
    • Taber holdet med ‘fordel’ duel, er stillingen igen ‘deuce’
  • Golden point-reglen:
    • Når stillingen er 40-40, er vinderen af den følgende duel partivinder

Dueller

  • Man taber, hvis man skyder bolden i nettet
  • Man taber, hvis bolden rammer egen banehalvdel to gange
  • Man taber, hvis bolden rammer metalgitteret
  • Man taber, hvis bolden rammer egen banehalvdel og hopper ud af banen
  • Man taber, hvis bolden rammer modstanderens væg, før den rammer jorden
  • Man taber, hvis der skydes til bolden, før den har passeret nettet
  • Man taber, hvis bolden rammer ens krop
  • Man taber, hvis man selv eller ens medspiller rammer bolden mere end en gang
  • Man taber, hvis battet eller bolden rører nettet

Padel udstyr

Det eneste, du skal bruge, hvis du vil i gang med at spille padel, er i princippet et padel bat, padelbolde og en padelbane. Dog er der også andet udstyr, som du kan investere i, hvis du vil mere ud af sporten – eksempelvis padel sko og en padeltaske, som du kan opbevare dit udstyr i. Der er ikke de store krav til selve påklædningen.

Derfor er det typisk det samme tøj, som du anvender til at spille tennis. Der er dog ofte koldere i en padelhal, hvorfor det i nogle tilfælde kan være en god idé at medbringe en overtrøje, som du kan tage af, når du har fået pulsen op. Bats, bolde og sko er det primære udstyr, som du bør investere i, når du skal spille padel.

Padel bat

En af de mest markante forskelle på padel og tennis er, at der bliver anvendt et bat til padel og ikke en ketcher. Et padel bat har ingen strenge, men består i stedet af et håndtag samt en stor flade med huller. Overordnet set kan du vælge mellem tre typer af bat, og forskellen findes i udformningen af battets flade.

Vælge mellem følgende padel bat:

  •  Rundt bat: Dette bat egner sig godt til begyndere, som ikke har erfaring med padel. Den runde form giver en bedre kontrol over slaget, da fladen er større, og dermed opnår du en bedre føling med bolden. Til gengæld er det sværere at få ordentlig kraft i sit slag, hvilket gør tempoet mildere.
  • Dråbeformet bat: Dette bat er velegnet til dig, der har erfaring med sporten, men som samtidig ikke er hverken eliteudøver eller spillere på et seriøst plan. Her kombinerer du kontrol og fart, da det er en anelse mindre i størrelsen, hvilket stiller større krav til dine tekniske færdigheder.
  • Diamantformet bat: Dette bat er forbeholdt erfarne spillere, da det giver mere power i slaget, da det er tungere i toppen. Det betyder, at vægten er placeret højt på battet, så du kan få mere fart på bolden, samtidig med at battet føles tungere. Det er derfor mere avanceret at spille med end de øvrige bat.

Når du har valg en passende form på battet, skal du beslutte dig for, hvilket materiale battets ramme skal være fremstillet af. Her er de to primære materialer carbon og glasfiber. De har hver især deres individuelle fordele og ulemper, som du bør være opmærksom på, når du skal vælge et bat, der passer til dig.

Carbon er som udgangspunkt mere solidt, og det tilføjer samtidig en stivhed til battet. Det betyder, at battet egner sig til dig, der har en aggressiv spillestil – og typisk også dig, som har erfaring med spillet. Du har mindre føling med bolden, men du opnår mere kraft i slaget, samtidig med at battet holder længere.

Vælger du et bat i glasfiber, får du en mere elastisk model, som giver dig en bedre føling med bolden. Glasfiber bliver primært anvendt i de billigere modeller, og det er derfor ideelt til begynderbat. I modsætning til carbon er battet ikke helt så holdbart, hvilket ikke gør det store, da du formentlig skifter til et carbonbat, når du har fået mere erfaring.

Padel sko

Har du netop læst op på padelreglerne og vil prøve dem af i praksis, så kan du sagtens nøjes med dine gamle indendørssko. Når du har fået helt styr på padelreglerne, er det dog en god idé at investere i et par deciderede padel- eller tennissko, som har en række fordele i forhold til en indendørssko, da disse yder en bedre stabilitet på banen.

I takt med at du opnår mere erfaring i spillet, bør du derfor købe et par sko, som har et godt greb på banen. Det kan eksempelvis være tennissko eller en decideret padel sko, som er beregnet til det underlag, padelbanen består af. Underlaget er fremstillet af kunstgræs med sand, og et godt greb i banen gør derfor underværker for din spilleteknik.

Den optimale padel sko har et solidt greb, samtidig med at den lader dig glide en smule, når du skal nå de yderliggende bolde. Herudover kan det være en fordel at gå efter en sko med en støttende hælkappe, som giver dig stabilitet omkring anklerne, når du kommer ud i yderpositionerne, så du står fast og undgår skader.

Padelbanen og underlaget

Padel bliver spillet på en padelbane, som enten kan være placeret indenfor eller udenfor. Banen minder på mange måde om en almindelig tennisbane, men den er mindre. Det er en lukket bane, som er indrammet af glasvægge samt et metalgitter omkring bagenden og siderne, og glasvæggene indgår aktivt i spillet.

Banens dimensioner afhænger af, om der er tale om en double- eller singlebane. Traditionelt set bliver padel altid spillet som double, og omkring 90 procent af alle padelbaner er derfor også beregnet til fire spillere. En klassisk double-bane er 20 meter lang og 10 meter bred, og de to banehalvdele er delt op af et net i midten.

Fordelen ved, at banen er indrammet, er, at der opstår færre pauser i spillet. Underlaget er lavet af kunstgræs, hvor der er blevet tilføjet en smule rigtigt eller kunstigt sand. Det giver et godt greb, samtidig med at det er muligt at glide en smule på banen, hvilket er praktisk, når du skal nå en yderliggende bold.

Double-padelbane

En double-padelbane er 20 meter lang og 10 meter bred, og de to banehalvdele bliver delt op af et net i midten. Samtidig bliver hver banehalvdel opdelt i to af en linje, som er fem centimeter bred. Det skyldes, at hver medspiller har hver deres halvdel af banen, som de vogter over.

Single-padelbane

En single-padelbane er mindre end de baner, som bliver anvendt til double. Selve banen og de forskellige elementer er de samme, men en single-bane er i stedet 20 meter lang og 6 meter bred, hvilket giver mere optimale betingelser, når banen kun benyttes af to spillere. Padelreglerne er de samme, uanset om der spilles double eller single.

Spillemåde

Man anvender ofte spillemåden Americano, hvor man trækker lod mellem forskellige med- og modspillere i kampene. Kampene er korte og bliver spillet med et forudbestemt antal point – eksempelvis 24, hvor kampen kan afsluttes med alt fra 24-0 til 12-12. Slutter kampen 14-10, får hver spiller på vinderholdet 14 point, og taberne får hver 10 point.

Points fra alle kampene bliver lagt sammen og indsættes efterfølgende i en tabel. Den spiller, som har flest point, vinder turneringen. Der findes dog også andre spillemåder i padel – eksempelvis Gris, Mexicano og King of the Hill, hvor padelreglerne varierer en smule. Det er dog ofte Americano, som bliver anvendt i turneringer.

Ofte stillede spørgsmål

Få svar på ofte stillede spørgsmål om padel.

Kan man spille padel 2 personer?

Selvom padel traditionelt set bliver spillet af fire personer, hvor to modstandere dyster mod to modstandere, så bliver det mere og mere udbredt at spille padel på singlebaner. Singlebanerne adskiller sig fra doublebanerne ved, at de er mindre, da de fylder 20×6 meter i stedet for 20×10 meter.

Hvad er reglerne i padel?

Reglerne i padel minder på mange måder om reglerne i tennis, da de følger pointsystemet 15, 30 og 40. Padelreglerne går i al sin enkelhed ud på at få bolden over nettet, så den rammer modstanderens banehalvdel. Man må gerne bruge glasvæggene som bander, og de kan bruges til at skyde bolden over på modstanderens banehalvdel.

Hvor mange gange må man ramme bolden i padel?

Under duellerne må bolden kun ramme én gang på hver banehalvdel ifølge padelreglerne. Bolden må samtidig kun rammes af én spiller, før den bliver slået over på modstanderens side. Spilleren kan enten slå direkte på bolden, efter den har ramt underlaget, eller vedkommende kan lade bolden ramme både underlag og væg før slaget.

Hvordan spiller man padel single?

Den eneste forskel, der er på at spille double og single er, at man kun er to spillere, der dyster mod hinanden, når man spiller padel. Samtidig er banen mindre end en doublebane, da der er færre spillere. Ellers er padelreglerne de samme, som når man spiller double. Du kan finde singlebaner i de fleste af Padel Lounges haller.

Hvordan tæller man i padel?

I padel anvender man det samme pointsystem som i tennis, hvor man tæller 15, 30 og 40. Hvis begge hold har 40 point, så hedder det ‘deuce’. Det hold, som vinder næste duel, har ‘fordel’. Det betyder, at holdet vinder sættet, hvis de vinder det næste point. Vinder det andet hold, er stillingen ifølge padelreglerne igen 40-40.

Hvem skal serve i padel?

Man plejer at afgøre, hvem der starter med at serve, ved at kaste en mønt op i luften. Efter tie-break bliver første bold sat i gang af den spiller, som efter tur skulle serve, såfremt der var tale om et almindeligt parti. Spilleren server fra højre side og server kun første point. Efterfølgende server modstanderne skiftevis to point.