Padel er den hurtigst voksende sportsgren i Danmark og i resten af verden. Den store popularitet skyldes primært, at det er en utroligt tilgængelig sportsgren, som kan spilles af folk i alle aldre. Men hvornår blev padel opfundet, og hvem opfandt egentlig sporten? Bliv klogere på historien om padel her.
Hvad er padel for en sport?
Padel er en sport, som kombinerer det bedste fra de mere etablerede ketchersportsgrene. Det er en sport, der henvender sig til spillere i alle aldre, da det er nemt at spille padel og samtidig hurtigt at lære. De fleste spillere kan opnå de grundlæggende færdigheder, første gang de prøver kræfter med sporten.
Padel er ikke så domineret af styrke som eksempelvis tennis, hvilket gør det til en ideel sportsgren for alle aldersgrupper og køn – og da råstyrke ikke er så afgørende, kan man sagtens spille sammen mod hinanden på tværs af aldersgrupper. Spillet bliver både spillet på indendørs- og udendørsbaner.
Af samme årsag er padel en helårssportsgren i modsætning til eksempelvis tennis, der primært bliver spillet udendørs. Spillet foregår på en bane, der er placeret i et glasbur med glasvægge på alle fire sider af banen. Glasvæggene indgår som en aktiv del af spillet, da det er tilladt at bruge dem som bande.
Som udgangspunkt bliver padel altid spillet double, men efterhånden er der kommet flere singlebaner rundt omkring i landet. Når man spiller double, er der to personer på hver side af nettet, hvilket giver fire spillere i alt. Man spiller padel med en særlig padelbold, der på mange måder minder om en tennisbold, men som har et lavere tryk.
I modsætning til tennis anvender man et padelbat i stedet for en ketcher. Selvom der er mange ligheder mellem padel og tennis, så minder padelbattet mere om et forstørret bordtennisbat end en tennisketcher. Det betyder, at det er nemmere at kontrollere slaget, hvilket gør padel til en sport, som er forholdsvist nemt at gå til.
Hvor blev padel opfundet?
Padel opfundet i Mexico i slutningen af 1960’erne, men faktisk starter historien endnu længere tilbage. Padel har sine tidligste rødder i det britiske spil Platform Tennis. Det blev spillet på krydstogtskibene i starten af 1900-tallet, hvor det var nødvendigt, at banen var omgivet af et hegn, så bolden ikke røg i havet.
Spillet afveg dog på mange måder fra padel, da det blandt andet blev spillet med almindelige tennisketchere. Efterfølgende blev Platform Tennis eksporteret til New York, hvor den første bane blev opført med særligt høje vægge, så bolden ikke blev væk i det snedækkede landskab, der omgav Washington Square Park.
Denne idé tog Enrique Corcuera til sig, da han skulle opføre en tennisbane omkring sit sommerhus ved Acapulco i Mexico. Her byggede han en lukket bane, der havde høje vægge i enderne og lavere vægge i siderne. Her var det dog ikke faren for at skyde bolden i vandet eller ud i sneen, der lå til grund for den indemurede tennisbane.
Det var derimod den store frustration over de mange afbrydelser i spillet, der opstod, når bolden røg over i naboens have. Denne version af spillet blev særdeles populær blandt Corcueras gæster, der var hurtige til at opkalde spillet Paddle Corcuera. En af gæsterne var Prins Alfonso, der foruden sin royale titel også var forretningsmand.
Han ejede Marbella Club, som var beliggende på Costa Del Sol i Spanien, hvor han besluttede sig for at opføre to padelbaner. Her blev spillet hurtigt populært blandt de kendte og royale gæster, som deltog i turneringerne – og efterfølgende gik udviklingen stærkt, da flere og flere padelbaner blev opført.
Hvornår blev padel opfundet?
Padel blev opfundet i 1969, da Enrique Corcuera opførte de første padelbaner i sit sommerhus i Acapulco. Det var dog først, da Prins Alfonso besluttede sig for at etablere to padelbaner på Costa del Sol i 1974, at omverdenen for alvor begyndte at få øjnene op for padeltennis, da det ellers udelukkende var blevet spillet af Corcueras gæster.
Spillet blev hurtigt populært, hvilket primært skyldtes de mange padelturneringer, som Prins Alfonso afholde på Marbella Club. Den store popularitet gjorde, at den argentinske rigmand Julio Menditeguy så et stort potentiale i sporten, hvorfor han også opførte padelbaner på sine argentinske feriesteder.
Nu var det altså både muligt at spille padel hos Club Marbella og på flere argentinske feriesteder. Samtidig havde det meste af befolkningen og turisterne på Costa del Sol stiftet bekendtskab med padel, hvilket betød, at sportsgrenen i løbet af 70’erne blev en almindelig kendt sportsgren blandt de rige og berømte i områderne.
Det resulterede i, at mange af de professionelle tennisspillere tog spillet til sig, mens den almindelige befolkning stadig ikke lært sportsgrenen at kende. Dette ændrede sig dog i begyndelsen af 80’erne, hvor der begyndte at blive opført flere padelbaner i Buenos Aires i Argentina, hvilket samtidig gjorde, at sporten spredte sig til Sydamerika.
Eksempelvis tiltrak sporten stor opmærksomhed i Uruguay, hvor der blev opført padelbaner omkring de mest luksuriøse spahoteller. Her blev sporten for første gang taget til sig af lokalbefolkningen samt i pressen, der beskrev underholdende padelkampe med professionelle og velkendte tennisspillere.
Det resulterede i, at det første padelforbund i verden blev stiftet i 1987 – nemlig det argentinske Asociación Platense de Paddle. I samme år blev Spanish Padel Association stiftet, og i 1991 kom det internationale forbund, der organiserede det første verdensmesterskab i 1992, som stadig finder sted hvert andet år den dag i dag.
I dag findes der padelklubber over hele kloden, og der er turneringer for alle aldersgrupper. Siden 2000 har der været afholdt særlige juniormesterskaber. I både Argentina og Spanien er padel i dag den største sportsgren foruden fodbold, og det menes, at der i Spanien alene er flere end 10 millioner aktive padelspillere.
Svaret på, hvornår padel blev opfundet, er altså 1969. Dette var årstallet, hvor den første bane blev etableret. Selvom spillet i dag er blevet modificeret betragteligt, så er der altså bred enighed om, at padel blev opfundet i 1969 i Mexico – dog med væsentlig inspiration fra Platform Tennis, som var blevet en udbredt sport i New York.
Hvem opfandt padel sporten?
Som nævnt, blev padel opfundet af mexicaneren Enrique Corcuera, da han besluttede sig for at opføre en tennisbane med inspiration fra Platform Tennis ved sit sommerhus i Acapulco. Det resulterede i spillet Paddle Corcuera, som blev ivrigt spillet blandt hans familie og gæster.
Prins Alfonso, som var en af gæsterne, besluttede sig for at etablere to padelbaner i Marbella i 1974. Selvom Corcuera er opfinderen bag sporten, besluttede Alfonso at modificere spillet en smule, så konkurrenceelementet blev mere fremtrædende. De efterfølgende 20 år bliver der foretaget flere modifikationer af spillet.
Den moderne udgave af spillet er således ikke nøjagtigt den samme som den, Corcuera opfandt. Alligevel er der bred enighed om, at han er opfinderen af spillet. Siden 2010 har sporten opnået stor popularitet, og det er i dag den hurtigstvoksende sportsgren i både Danmark og resten af kloden.
Hvor mange spiller padel i Danmark?
Ifølge de officielle tal er der sket en fremgang på 2,5 i forhold til medlemstallet i DIF og DGI’s opgørelser for 2021. Tallene viser, at der i 2021 var 8.937 medlemmer i landets padelklubber. Hvis man sammenligner med året før, så har padelsporten haft en fremgang, der svarer til 162 procent.
I 2020 var der registreret 3.406 foreningsmedlemmer i med padel som deres primære idræt. Tallet er i 2021 altså vokset til 8.937, hvilket giver en procentmæssig forøgelse på 162 procent. Målt i antal er padel den sport med den tredjehøjeste fremgang kun overhalet af fodbold og golf.
Tallet fortæller dog ikke noget om, hvor mange der reelt spiller padel i Danmark, men kun dem, der er meldt ind i en klub. Det betyder altså, at der er mange flere, der spiller padel i Danmark, end tallene angiver, men det er umuligt at sætte et tal på, da der ikke er nogle officielle statistikker over det faktiske antal spillere.
Ofte stillede spørgsmål
Få svar på ofte stillede spørgsmål om padel-sporten.
Hvor mange spiller padel i verden?
Ifølge FIP (International Padel Federation) er der i 2022 flere end 25 millioner mennesker, der spiller padel over hele verden i mere end 90 lande. Tallet vokser hele tiden, da padel er den hurtigst voksende sportsgren i hele verden.
Hvad er forskellen på tennis og padel?
Padel er på mange måder en kombination af tennis og squash. Tennis handler om fart og præcision, hvor padel handler mere om udholdenhed. Desuden spilles padel med vægge rundt om banen, der fungerer som bander og indgår som den del af spillet.
Hvad er forskellen på squash og padel?
Selvom der er mange ligheder mellem squash og padel, så er der alligevel flere forskelle. Padel bliver primært spillet som double, og i modsætning til squash er de to banehalvdele er opdelt med et net, som bolden skal skydes over.
Hvor stort er padel i Danmark?
I Danmark er padel også den hurtigst voksende sportsgren. Fra 2020 til 2021 er Dansk Padel Forbund vokset fra omkring 800 medlemmer til 6.000 medlemmer, men antallet af padelspillere i Danmark er væsentligt højere.