Er du i tvivl om, hvad padel er, eller vil du bare gerne blive klogere på reglerne i padel? Padel er de seneste år blevet en utroligt populær sportsgren både herhjemme og i udlandet, og det er der ikke noget at sige til. Sporten kræver færre tekniske færdigheder end tennis, og samtidig er det relativt nemt at lære. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad padel er, og hvordan sporten er blevet så populær.
Hvad er padel tennis?
Padel er en sportsgren, som tidligere gik under navnet padel tennis, men i dag blot hedder padel. Selve spillet foregår i et glasbur, der har vægge på alle sider. Man kan bruge glasvæggene som bander, hvorfor de indgår aktivt i spillet, men visse steder er langsiderne udstyret med et metalgitter, som bolden ikke må ramme.
Man spiller som udgangspunkt padel som double, hvor der er to personer på hver side af nettet. Bolden ligner på mange måder en tennisbold, men den vejer mindre, hvilket betyder, at der er mindre tempo på spillet end i tennis. Man slår til bolden med et såkaldt padel bat, hvilket igen afviger fra almindelig tennis, hvor man bruger en ketcher.
Et padel bat har ingen strenge, og derfor minder det mere om et forstørret bordtennisbat end en tennisketcher. Man får point, når ens modstander ikke er i stand til at returnere bolden over nettet. Du kan læse mere om, hvordan man helt konkret spiller padel længere nede i denne artikel.
Padel – og ikke padel tennis
Tidligere hed sporten padel tennis, men i dag hedder sporten blot padel. Forvirringen skyldes, at padel på mange områder henter inspiration fra tennis, og sportsgrenen udspringer da også fra tennisverdenen, men er med årene blevet modificeret, så det i dag er en markant anderledes sport.
Du kan også støde på betegnelsen ‘paddle tennis’, som dog heller ikke er korrekt. Alligevel er begge begreber en almindelig betegnelse, og de fleste er med på, hvad du mener, når du siger enten padel tennis eller paddle tennis. Det ændrer dog ikke på, at den officielle betegnelse for sporten er ‘padel’.
Historien om padel
Padel blev opfundet i Mexico i slutningen af 1960’erne, men faktisk starter historien om padel endnu længere tilbage. Spillet er i sin grundform inspireret af det britiske spil, Platform Tennis, som blev spillet på de første krydstogtskibe. Her var det nødvendigt, at banen var omgivet af et hegn, så bolden ikke røg i havet.
Platform Tennis mindede dog mere om almindelig tennis end padel, da det langt hen ad vejen fulgte de almindelige tennisregler, samtidig med at det blev spillet med ketchere. Sportsgrenen blev efterfølgende eksporteret til New York, hvor mexicaneren Enrique Corcuera lod sig inspirere af idéen med den indhegnede bane.
Det blev udslagsgivende for udviklingen af padel, da han besluttede sig for at opføre en lukket bane ved sit sommerhus ved Acapulco i Mexico. Her byggede han en bane med høje vægge i enderne og lavere vægge i siderne, og idéen var, at spillet ville have færre afbrydelser, hvis bolden ikke røg ud af banen.
Denne version af spillet blev hurtigt populær blandt Corcueras gæster, som begyndte at afholde turneringer. En af gæsterne var den spanske Prins Alfonso, som besluttede sig for at opføre to padelbaner på Costa del Sol ved sit resort, Marbella Club. Her blev spillet hurtigt populært, og inden længe tog andre sportsgrenen til sig.
I løbet af 70’erne opnåede padelsporten mere og mere popularitet, mens den for alvor tog fart i 80’erne. Det første padelforbund, Asociación Platense de Paddle, blev stiftet 1987, og i de følgende år kom der flere til. I 1991 blev det internationale forbund stiftet, og allerede året efter blev de første verdensmesterskaber afholdt.
Padel udstyr
Som med alle andre sportsgrene, er der forskelligt udstyr, du skal bruge, når du skal spille padel. Padel bat og -bold er essentielle, og hvis du blot har det, så er du ret godt på vej mod at spille padel. Der findes dog også andet udstyr, du kan investere i, hvis du vil være bedre gearet til at vinde over modstanderen.
Padel bat
I padel anvender man et bat og ikke en ketcher. Et padel bat har i modsætning til både tennis-, squash- og badmintonketchere ingen strenge, men er i stedet udformet som en stor flade med huller. Der findes grundlæggende tre former for bats, som du kan vælge mellem. Begrundelsen for dit valg findes i måden, du ønsker at spille på.
Vælg mellem følgende padel bat:
- Det runde padel bat: Denne form er ideel til dig, som ikke har erfaring med sporten, da det giver dig bedre kontrol over dine slag. Det giver dig en god føling med bolden, men det gør det sværere at få power i slagene.
- Det dråbeformede padel bat: Denne form er ideel til letøvede spillere, da det kombinerer kontrol med fart og kræver mere teknik. Det er en anelse mindre i størrelsen, og det er det mest solgte bat.
- Det diamantformede padel bat: Denne form er ideel til den erfarne spiller, som ønsker markant power i slaget og ikke har noget imod at slippe noget af følingen. Det bliver derfor primært valgt af rutinerede og professionelle spillere.
Herudover skal du være opmærksom på, hvilket materiale battets ramme er fremstillet af. De to primære materialer, som du kan vælge mellem, er carbon og glasfiber. Carbon er som udgangspunkt mere solidt, og det tilfører en stivhed til battet, som egner sig til dig, der har en aggressiv spillestil.
Glasfiber gør battet mere elastisk, og det giver derfor en bedre føling med bolden. Ofte bliver glasfiber anvendt i de billigere modeller, og i modsætning til carbon er det knap så holdbart. Du bør derfor vælge glasfiber, hvis du leder efter et godt begynderbat, som samtidig ikke koster alverden.
Padel sko
Hvis du netop er startet til padel, så kan du sagtens starte med dine gamle indendørssko. Du bør dog holde dig fra almindelige løbesko, da de ikke yder nok stabilitet, hvilket kan være en ulempe, når du skal ud i yderpositionerne. I takt med, at du bliver mere erfaren, kan det være bør du dog investere i en sko, som giver et bedre greb i banens underlag.
Underlaget på banen er fremstillet af kunstgræs, som er fyldt op med sand. Det er derfor vigtigt, at du har en sko med et godt greb, da det kan gøre underværker for din spilleteknik. En god padel sko giver et godt greb, men lader dig samtidig glide en smule, hvis du skal nå de yderligt placerede bolde.
Du bør enten gå efter en decideret padel sko eller en tennissko, som er beregnet til grusbaner. Den har en gummiydersål, som sikrer et solidt greb i underlaget, ligesom den kan have en støttende hælkappe, der giver dig stabilitet omkring anklerne, når du kommer ud i yderpositionerne, hvilket kan forebygge skader.
Padel bolde
En padel bold minder om en almindelig tennisbold, men der er alligevel væsentlige forskelle, som er værd at være opmærksom på. Blandt andet har en padel bold et helt andet bounce end en almindelig tennisbold, hvilket betyder, at den hopper på en anden måde grundet trykforskellene i de to typer af bolde.
Du får derfor en markant anden oplevelse af at spille med en padel bold i forhold til en tennisbold. Padel bolde med lavt tryk er som udgangspunkt bedst til begyndere eller let øvede. Den tager noget tempo fra spillet, hvilket giver dig mere reaktionstid – og det er en fordel, hvis du endnu ikke har tilegnet dig de store tekniske færdigheder.
I takt med at du bliver bedre til at spille padel, kan du vælge nogle bolde med højere tryk. Disse er mere livlige og tilføjer noget tempo i spillet, som gør, at du får mindre reaktionstid. Det kan være med til at skabe nogle mere intense dueller, men for uerfarne spillere vil det typisk resultere i, at der kommer flere afbrydelser i spillet.
Padeltasker, tøj og tilbehør
Du kan få mange forskellige former for udstyr til padel, men hvis du er seriøs omkring sporten og spiller flere gange om ugen, så er det en stor fordel at investere i en padeltaske. Du kan vælge mellem flere forskellige padeltasker, og de varierer blandt andet i størrelse, afhængigt af hvor meget udstyr du skal transportere.
Der findes traditionelle ketcher, som man kender dem fra badminton og tennis. De er blot blevet justeret, så de passer til padelsporten og -udstyret. Denne type taske egner sig til dig, der har mere end ét padel bat og samtidig skal transportere både tøj og sko. Samtidig er der særskilte rum, der giver plads til dine værdier og øvrige genstande.
Du kan også få tasker, som minder mere om traditionelle rygsække, men som er fremstillet særligt til padelsporten. Den egner sig til dig, der kun har ét bat, og som ønsker en taske, der er skabt til at sikre dit padel bat bedst muligt, når du er på farten. Samtidig er der ekstra plads til både tøj, sko og øvrigt udstyr.
Selve tøjet, du spiller padel i, minder på mange måder om almindeligt sportstøj eller tennistøj. Her er det eksempelvis ideelt, at du vælger shorts med lommer, så der er plads til boldene, samt strømper med støtte til anklerne samt i svedtransporterende materialer, så dine fødder er beskyttet og får en mere behagelig temperatur.
Padelbane
Man spiller padel på en padelbane, som både kan være placeret indendørs og udendørs. Banen om en kombination af tennis- og squashbaner, og man spiller typisk padel som double. Der findes dog også singlebaner, men padel er som udgangspunkt en sport, hvor to modstandere dyster mod to modstandere.
Hvad er en padelbane?
Padelbanen er en lukket bane, som er indrammet af glasvægge på alle fire sider. Bagvæggene er højere end sidevæggene, og langs væggene er der samtidig et metalgitter. Glasvæggene indgår som en aktiv del af spillet, da det er tilladt at bruge disse som bander – nogenlunde på samme måde som i squash.
Padelbanen er omgivet af glasvægge, men dele af både bag- og sidevægge er dækket af et metalgitter. De eneste vægge, man ikke må bruge aktivt i spillet, er metalgitteret, som det ikke er tilladt at skyde bolden direkte ind på. Underlaget er lavet af kunstgræs, som er tilføjet en smule rigtigt eller kunstigt sand, så du ikke står for fast.
Hvor stor er en padelbane?
Selve padelbanen minder på mange måder om en tennisbane, men den er en anelse mindre. Banen er 20 meter lang og 10 meter bred, og de to banehalvdele bliver delt op af et net, som indikerer hvert holds spilleside. 6,95 meter fra nettet kører servelinjen parallelt med nettet, og herudover er der også en linje, som opdeler hver banehalvdel i to.
Alle linjerne på banen er fem centimeter brede, og de består af en kontrastfarve, som typisk er hvid. Banen skal have en frihøjde på minimum seks meter, men de fleste nyere padelbaner bliver typisk lavet med en frihøjde på minimum otte meter. Selve nettet minder om et tennisnet, og det er lige så bredt som banen, hvilket er 10 meter.
Forskellen på en single- og doublepadelbane
Som nævnt, bliver padel primært spillet som double. Doublebanerne er beskrevet herover, og de fylder 20 x 10 meter, mens singlebanerne i stedet fylder 20 x 6 meter. Omkring 90 procent af alle padelbaner i verden er doublebaner, men der kommer flere og flere singlebaner til – og du finder også singlebaner hos Padel Lounge.
Padel regler
Hvis du vil prøve kræfter med padel, så er det vigtigt, at du kender reglerne i spillet. Selve pointsystemet minder på mange måder om tennis, og du er derfor allerede godt klædt på til at spille padel, hvis du kender til reglerne i tennis. Til gengæld er der væsentlige variationer, hvilket betyder, at det alligevel er en god idé at læse op på reglerne.
Hvordan spiller man padel?
Padel kræver minimum to spillere, men det bliver som udgangspunkt spillet som double, hvilket betyder, at det er optimalt at være fire spillere. Herudover skal spillerne være udstyret med bat, som bliver brugt til at skyde bolden over nettet. Man må bruge glasvæggene som bander, hvorfor disse indgår aktivt i spillet.
Bolden skal altid ramme jorden, før den rammer en side eller en bagvæg. Hvis modstanderen skyder direkte ind på bagvæggen, så har han eller hun tabt duellen. Det er tilladt at bruge sin egen bagvæg eller siderne til at skyde bolden over på modstanderens side, så længe den ikke rammer metalgitteret.
Serve-regler
- Bolden skal altid serves skråt
- Man starter med at serve fra højre side
- Serven skal udføres bag servelinjen
- Bolden slås ned i jorden, før der skydes til den
- Bolden må ikke krydse servelinjen, før der skydes til den
- Serven skal ramme i modstanderens felt
- Serven udføres med underhånd – og den må ikke være over taljehøjde
- Man skifter serve-side for hver duel
- Man har ét til forsøg, hvis det første mislykkes
- Rammer første serv netkanten og ryger over på modstanderens side, bliver serven nulstillet, og man har derfor to forsøg igen
Duel-regler
- Duellen bliver tabt, hvis bolden bliver skudt i nettet
- Duellen bliver tabt, hvis bolden rammer din egen banehalvdel to gange
- Duellen bliver tabt, hvis bolden rammer din banehalvdel og hopper ud af banen
- Duellen bliver tabt, hvis du eller din medspiller rammer bolden mere end én gang
- Duellen bliver tabt, hvis du laver to servefejl efter hinanden
- Duellen bliver tabt, hvis dit bat eller din krop rører nettet
- Duellen bliver tabt, hvis bolden rammer modstanderens side eller bagvæg, inden den rammer jorden
- Duellen bliver tabt, hvis du skyder til bolden, før den har passeret nettet over på din banehalvdel
Point-regler
- Pointsystemet er det samme som tennis – 15, 30, 40 og partiet er vundet
- Et sæt er vundet, når et hold har vundet 6 partier
- Der skal altid vindes med +2 sæt – eksempelvis 6-4 eller 7-5
- Hvis stillingen er 6-6, afgøres partiet i et tie-break
Er stillingen 40-40, bliver sættet afgjort af golden point-reglen eller deuce-reglen:
- Golden point-reglen
- Er stillingen 40-40, er det vinderen af den følgende duel, der vinder partiet
- Deuce-reglen:
- Er stillingen 40-40, kaldes det for ‘deuce’
- Er stillingen 40-40, opnår vinderen af den følgende duel ‘fordel’
- Vindes duellen af holdet med ‘fordel’, vinder holdet partiet
- Taber holdet med ‘fordel’ duellen, er stillingen igen ‘deuce’
Ofte stillede spørgsmål om padel
Få svar på ofte stillede spørgsmål om padel her.
Hvad er forskellen på padel tennis og tennis?
Padel udspringer af tennis, men der er mindre tempo i spillet. Padel handler ikke så meget om fart og præcision, men mere om udholdenhed. Padel er desuden ingen ketchersport, da det spilles med et bat, og samtidig er der en række afvigelser i reglerne på de to sportsgrene. Eksempelvis indgår væggene rundt om banen aktivt i spillet.
Hvad er forskellen på padel tennis og squash?
Der er mange ligheder mellem squash og padel, da det i begge sportsgrene er tilladt at bruge væggene som bander. Alligevel er der flere forskelle, da padel ofte spilles som double, ligesom banen er opdelt af et net på samme måde som i tennis. Der er samtidig markante variationer i regelsættet.
Er padel hårdt?
Padel er en sportsgren, som er nem at gå til, fordi den ikke er lige så hård som eksempelvis tennis. Det er en god sportsgren til begyndere, fordi tempoet er væsentligt langsommere end tennis, da boldene er blødere. Samtidig er det muligt at justere tempoet og sværhedsgraden, da der findes forskellige typer af bats og bolde.
Er padel svært?
Padel er en utroligt begyndervenlig sport, og det kræver ikke de store tekniske færdigheder at komme i gang. Typisk tager det ikke mere end en times tid, før du forstår de grundlæggende principper i spillet, og du har samtidig mulighed for at justere sværhedsgraden ved at vælge bats og bolde til begyndere.
Kan man oddse på padel?
Padel er en sportsgren som mange andre og som deler mange fællesnævnere med både tennis og squash, derfor er padel også er sportsgren du kan odds på hos danske bookmakere, dog er det begrænset hvilke bookmakere som har padelsporten i deres udvalg endnu, men vi tror at padel snart vil være at finde hos alle bookmakere i Danmark. Hvorvidt man kan tjene penge på at oddse på padel er op til den enkelte spillere. Før man begynder at spille for penge på sport eller andet, anbefaler vi at man besøger både Stopspillet.dk og Ludomani.dk, så man ikke ender som spilafhængig. Hvis du er ny til oddset, kan du på D-bet.dk blive klogere på, hvordan man oddser sikkert og ansvarligt, med guider og tips fra eksperter.